Multihal

Home Multihal

Rammerne for Hillerøds 8.800 m2 multihal er på plads og kontrakten underskrevet af projektleder Poul Nielsen, C.C. Contractors a/s, bestyrelsesformand Torben Nyegaard Olesen og direktør Carsten Larsen, FrederiksborgCentret.

Hillerød udvider: 8.800 kvadratmeter multihal med 3.000 siddepladser og et budget på 115 millioner kroner

Kontrakten underskrevet – nu finpudses indretning og udformning, så første

spadestik kan tages efter sommerferien og hallen indvies i foråret 2019

Kontrakten er skrevet under – og i foråret 2019 står en ny multihal færdig i Hillerød:

– Den skal kunne bruges på mange forskellige måder, den skal supplere de øvrige haller og så skal den også psykologisk være en del af FrederiksborgCentret og ikke en selvstændig bygning, siger direktør Carsten Larsen.

FrederiksborgCentret ligger på et 80.000 m2 stort areal i Hillerød, hvor der bl.a. er idrætshaller, svømmehal, motionscenter, udendørs idrætsanlæg og kommunalt sundhedscenter – og det har længe stået højt på ønskesedlen at få en ekstra hal:

FrederiksborgCentret er et kulturelt omdrejningspunkt ikke blot i Hillerød, men i Nordsjælland med masser af sport, koncerter, teaterforestillinger, udstillinger og konferencer. Samtidig har aktivitetsniveauet været støt stigende de seneste omkring ti år, hvor flere nye bygninger er kommet til:

– Men når for eksempel Nordsjælland Håndbold spiller hjemmekampe er 800 siddepladser – hvor de 300 er på halgulvet – for lidt, ligesom vi også kunne sælge flere billetter til koncerter og teater, siger Carsten Larsen.

Masser af fleksibilitet

Bruttoarealet i den nye, yderst fleksible multihal er 8.800 m2 med plads til 3.000 siddende publikummer på tribuner med godt udsyn – og 4.000, når eksempelvis en koncert kombineres med ståpladser.

Gulvarealet er 2.632 m2, hvilket giver en håndboldbane til turnering eller to træningsbaner til hverdag – plus at gulvet også kan bruges til udstillinger og konferencer. Det betyder, at de mange lokale idrætsforeninger også kan byde ind på landskampe og opvisningskampe – og en vigtig ting hér er, at der også bliver gode faciliteter til tv-optagelser. Ligesom firmaevents, årsmøder og kongresser vil få bedre muligheder.

I forbindelse med tilskuerpladserne skal der også laves en VIP-lounge med ni skybokse, hvor VIP-gæsterne har overblikket over dét, som sker i hallen.

– Igen spiller fleksibiliteten ind: VIP-loungen på 300 m2 kan også bruges til mødelokaler og mindre arrangementer. Og den 700 m2 store foyer vil også kunne indgå i arrangementer, siger Carsten Larsen.

Desuden indrettes et sportsvandrehjem med ti værelser og i alt 40 senge, så eksempelvis træningssamlinger får bedre forhold.

Rammerne skal være gode

FrederiksborgCentret har årligt omkring 1,1 million gæster og den nye hal vil helt givet forøge dette tal:

– Rigtig mange vil komme her i deres hverdag og deres fritid og de får nogle minder. Dét forpligter de, der skal skabe rammerne. Publikum skal have en god oplevelse: Vi kan ikke gøre noget ved håndboldkampens kvalitet, men stod folk i kø eller var der dårlig lyd? Hvis ikke vi skaber gode forhold, sælges der ikke billetter næste gang! siger projektleder Poul Nielsen fra totalentreprenøren C.C. Contractors a/s i Herning med et smil – firmaet som bl.a. står bag Jyske Bank Boxen i Herning.

Byggeriet er budgetteret til 115 millioner kroner og første spadestik tages efter sommerferien med indvielse i foråret 2019:

– Det er først nu vi skal til at arbejde: Nu har vi et oplæg med rammerne og de næste to-tre måneder skal vi til at finpudse indretning og udformning, siger Carsten Larsen.

Fakta om multihallen

  • Opvisningshal, nettoareal: 2.632 m2.
  • 3000 siddepladser, såvel faste tribuner som mobiltribuner.
  • Indgang og foyerområde på 700 m2, som også kan inddrages til arrangementer.
  • Toiletkerner med 55 publikumstoiletter.
  • VIP-lounge på 300 m2, hvor der også kan holdes møder m.v.
  • 9 skybokse til VIP-gæster med direkte udsigt til opvisningshallen.
  • Konferencerum og mødefaciliteter.
  • Sportsvandrehjem med 10 værelser med eget toilet og bad.
  • Platform med mulighed for direkte TV-transmissioner.
  • Rum til styrketræning.
  • Administrationslokaler til Nordsjælland Håndbold og FrederiksborgCentret.
  • Totalentreprenør: C.C. Contractor a/s.
  • Arkitekt: Årstiderne Arkitekter.
  • Ingeniør: midtconsult.
  • Landskab: Mutopia.
  • Byggebudget 115 millioner kroner.
  • Der bliver mulighed for lokale virksomheder for at byde ind på underentrepriser.
  • Første spadestik efterår 2017, forventet åbning foråret 2019.